Spørgsmål: Kirkens kvindebillede og -forståelse gennem historien og i vore dage.

Helge Clausen besvarede første del af spørgsmålet (det bibelske og historiske). Det er et stort emne, der er kun kort tid, så derfor ... se mere...kun nogle hovedlinier.

    Det er vigtigt at huske, at mennesket blev skabt i Guds billede som mand og kvinde (1 Mos 1,27). I NT handler Jesu lignelser lige så meget om kvindernes verden som om mændenes (f.eks. Mt 13,33: Kvinden og surdejen; Mt 25,1-12: lignelsen om de 5 kloge og 5 tåbelige brudepiger; Lk 15,8ff.: kvinden, som havde tabt en drakme og finder den igen; Lk 18,3ff.: enken og den uretfærdige dommer). – Jesus talte aldrig nedsættende om kvinder, men bryder sin samtids strenge regler og taler direkte med dem (Joh 4,7-27: den samaritanske kvinde), forsvarer dem (Mk 12,40 42 ff: enkens skærv; Mk 14,6-9: kvinden, der salvede Jesu fødder), hjælper dem i deres sygdom (Mk 1,29: helbredelsen af Simon Peters svigermor; Mk 5,23ff: opvækkelsen af Jairus’ datter, helbredelsen af kvinden med blødninger), og accepterer dem, selv om de havde levet i utugt. Nogle af dem følges med Jesus og disciplene og understøtter dem med, hvad de ejer (Lk 8,2).

Fra begyndelsen tilhørte kvinderne Kirken som fuldgyldige medlemmer: ApG 1,14 (De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria). – Kvinder sluttede sig hurtigt til Kirken (ApG 16,13ff.: Paulus kommer til Filippi, talte med kvinderne ved et bedehus; en gudfrygtig kvinde, Lydia, tog Herrens Ord til sig og blev døbt med sin husstand). – Kvinder bliver kaldt ’søstre i Herren’. Gal 3,28: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus...” (Guds børn). – Enker og menighedstjenere (diakonisser) havde en fremtrædende plads i menighederne i begyndelsen, f.eks. Rom 16,1: Hilsen fra Paulus år 58: ”Jeg anbefaler vor søster Føbe til jer; hun er menighedstjener i Kenkreæ. Tag vel imod hende ...”; 1 Tim 3,11(kriterier for mandlige og kvindelige menighedstjenere): ”Drejer det sig om kvinder, skal de ligeledes være agtværdige, ikke sladderagtige, men ædruelige, tro i alt.” De hjalp til ved dåb af kvinder, undervise, besøge syge og nødlidende. Nogle var profetisk begavede (ApG 21,9). De måtte sidde lige bag præsterne i kirken, men havde ellers ingen liturgiske funktioner. Ordningen blev afskaffet af et koncil i 517.

    Paulus er kendt for at have forordnet, at kvinder skal tie i menigheden (1 Kor 15,34-35, 1 Tim 2,11-15). Han bygger her på skabelsesordningen og den jødiske opfattelse, men alligevel siger han: ”I Herren er kvinden intet uden manden, og manden intet uden kvinden (1 Kor 11,11). I Ef 5,31-32 er den meget vigtige sammenligning mellem mand og kvinde, Kristus og Kirken, som Paulus kalder en stor hemmelighed. Kirken er Kristi brud.

    Nogle af de tidlige kirkefædre og teologer havde overtaget ret negative indstillinger fra græsk filosofi (Platon og Aristoteles). For Augustin (ca. 400) var seksualitet nærmest syndigt, idet den overfører arvesynden, men er et nødvendigt onde, som hæmmer det åndelige liv. Idealet er cølibatet. Disse tanker fortsatte op gennem middelalderen, og deltes også af Luther og de andre reformatorer. Det katolske kvindeideal er Jomfru Maria, som i høj grad har været med til at forme kvindebilledet. – Kirkens læreembede har næsten ikke udtalt sig om spørgsmålet indtil vore dage. Mange kvindelige helgener har haft stor betydning, f.eks. Hildegard af Bingen (1100-tallet), som af paven officielt blev anerkendt som profetinde, mens hun endnu levede.

    I samfundet: Kvinden har normalt været underordnet manden i juridisk henseende, bortset fra perioder i middelalderen, men meget kulturelt afhængigt.

Birgit Clausen besvarede spørgsmålet om Kvindens stilling i Kirken i dag.

Hun begyndte med at fortælle om, hvordan hun i sin tid – omkring 1968, da hun var blevet katolik – skulle finde sin identitet som kvinde. Samfundet var præget af kampen for kvindens frigørelse ( fra hvad?), kvindens ligestilling med hensyn til lige løn og det samme arbejde, kvindens tøj skulle ligne mandens. Men hvad var den katolske opfattelse af kvinden? Det kunne hun ikke umiddelbart finde svar på. Mange af de katolske kvinder, som hun mødte, afskrækkede hende med deres opfattelse af kvinden.

Men i 1989 udgav pave Johannes Paul II en skrivelse: Kvindens værdighed og kald.

Her skriver paven bl.a.

Gud betror mennesket til kvinden – hun skal være mor for sine børn - det gør hende stærk.

Kvindens eget kald er at skænke kærlighed.

Kvinden kan kun finde sig selv ved at skænke kærlighed til andre… mand, børn osv.

Kirken takker for alle de udtryk for dette specielle kvindelige, som i tidens løb har vist sig i alle folkeslag og nationer.

Paven bruger ordet kvindens genius - kvindens særlige skabende evne til at føle omsorg og kærlighed for andre mennesker, netop fordi det er et mennesker, skabt af Gud i kærlighed.

I 1995 udsendte pave Johannes Paul II rundskrivelsen Evangelium Vitae (Livets evangelium).

I skrivelsen bringer han en appel til alle, biskopper, præster, ordensfolk, lægfolk og alle mennesker af god vilje: Respekter, beskyt og tjen livet, ethvert menneskeligt liv. 

Ud fra tankerne i Kvindens værdighed og kald og i senere skrivelser går paven videre. Han opfordrer kvinder til at fremme “en ny feminisme”: Vi skal ikke efterligne at være en model af mandligt herredømme/ autoritet., men derimod se på kvindens genius - kvindens særlige evner.

Han siger, at kvinden er begavet med særlig sans for ægte menneskelige relationer. Som mor elsker og respekterer hun sit eget barn som en person, uafhængig af hvad det kan eller ikke kan. Hun er klar over, hvad der kendetegner ægte menneskelige relationer: at man erkender og elsker en anden på grund af denne persons værdighed som person og ikke på grund af f.eks, hvor meget han/hun kan udrette, hvor rig den anden er, hvor dygtig eller smuk han/hun er.

Af natur er kvinden mere følsom for en persons væren end for personens kunnen. Og det er det fundamentale bidrag som Kirken og menneskeheden forventer af kvinden: at sætte fokus på mennesket som person, skabt af Gud, og derved beskytte samfundet mod at blive mere afpersonaliseret.

Birgit Clausen fortalte om, at dette emne gik igen i alle foredragene ved den kvindekonference hun havde deltaget i i Jerusalem i oktober 2010. Emnet for konferencen havde været : I skal være mine vidner.

En af foredragsholderne havde bl.a. sagt:

Manden og kvinden blev skabt af Gud af kærlighed og for kærlighed.

Mennesket blev skabt som mand og kvinde.

Det maskuline og det feminine er både fysisk og mentalt komplementære.

Som mor viser kvinden sin inderlige kærlighed.

Gud har betroet fremtiden til kvinden på en helt speciel måde. 

Moderen er det første menneske, et barn oplever.

I brev til verdens kvinder i 1995 skrev pave Johannes Paul II:

Tak til kvinder, som er mødre – I er Guds eget smil på det nyfødte barn

Tak til kvinder, som er ægtehustruer – I udfører en tjeneste i kærlighed og liv.

Tak til kvinder, som er døtre og søstre – I bringer rigdom af følsomhed, intuition, gavmildhed og trofasthed.

Tak til kvinder som arbejder. I er til stede og aktive i ethvert område af livet, socialt, økonomisk, kulturelt, kunstnerisk og politisk. Derved er I med til at sikre, at en kultur som forener fornuft og følelser og som sikrer økonomiske og politiske strukturer, som værner om mennesket.

Tak, Gudviede kvinder (nonner og søstre) – I har fulgt i fodsporet af Jesu Kristi Moder, og åbent jer med lydighed og trofasthed for Guds kærligheds gave. I hjælper Kirken og menneskeheden til at opleve det fællesskab mellem Gud og mennesker, som Gud ønsker.

Tak, enhver kvinde, fordi I er kvinder. I beriger verden, fordi I som kvinder kan gøre menneskelige relationer mere ærlige og troværdige.

Til sidst besvarede Birgit Clausen spørgsmålet: Men hvorfor kan vi som kvinder så ikke blive præster?

Jesus valgte 12 mandlige apostle, Han gav dem fuldmagt til at døbe og tilgive syndere, Han indstiftede eukaristien med de 12. vores biskopper og dermed præster er apostlenes efterfølgere. Hvis Jesus havde ønsket at der skulle være kvindelige præster i Hans Kirke, havde Han valgt nogle kvindelige apostle. Det kunne Han sagtens havde gjort, selvom det ville være uhørt i den tids samfund, for på mange andre punkter gik Han imod det sædvanlige og accepterede.