Vi er alle sammen døbt… men hvorfor og hvordan?

Helge Clausen besvarede dette spørgsmål.

Det vigtigste ved en dåb er, at et menneske bliver overøst med vand eller neddykket i vand – 1 eller 3 gange. Dåben foretages af et andet menneske, oftest en præst – man kan ikke døbe sig selv. Samtidig skal ordene ” Lise (eller Hans eller Jens e.l.) jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Præsten (den der udfører dåben) skal have intention om at døbe – hvis handlingen foretages i et skuespil er det ikke en dåb.

I tidens løb er der føjet flere ting til i liturgien omkring dåben: forældrene bliver spurgt om barnets navn, man siger trosbekendelsen, man får et dåbslys osv. Alt dette er ikke nødvendigt for at dåben er gyldig.

Ved dåben bliver den døbte befriet for alle de synder, man har begået – uden skriftemål. Arvesynden bliver fjernet, men ikke dens virkninger.

Man kan kun blive døbt 1 gang. Visse frikirker praktiserer voksendåb, og dersom en person, der er barnedøbt, ønsker at slutte sig til dem, skal han ”døbes” igen, men det er ikke en gyldig dåb.

Der findes dåb, som ikke er kristen dåb. Ordene ” … jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” skal være sagt. Mormoner, Jehovas vidner og andre udfører en handling, som ligner en dåb, men det er ikke en kristen dåb.

Tegnet ved en dåb er vand:

Vand er renselse: vand bruger vi til at vaske os med, til at rense vores krop for snavs. Tilsvarende renses vi for synd ved dåben.

Vand er liv: i en ørken er der kun liv, hvor der findes en vandkilde. Vores krop består af en stor del vand, som er nødvendig for at vi kan leve.

Vand er død og opstandelse: Vores erfaring siger os, at vand – havet, en sø – kan bringe fare og død. I GT læser vi 3 beretninger, som viser hen til dåben, og hvor mennesker blev frelst ved vandet:

Noah og hans familie blev frelst ved at deres ark flød på vandet.

Jøderne blev efter udgangen fra Ægypten frelst ved at gå gennem Det røde hav, som dræbte deres forfølgere.

Jøderne gik gennem Jordanfloden for at komme ind i Det forjættede Land.

Helge Clausen læste fra Rom, 6, 3-4: Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.

I vores land og i vores tid oplever vi oftest, at det er børn, der bliver døbt. I den allerførste tid efter den første pinse blev voksne døbt, men hurtigt blev også børn døbt, idet vi kan læse i biblen, at en person og hele hans hus blev døbt. Det sker dog også i dag, at voksne, som ikke er blevet døbt som børn, henvender sig for at blive døbt.

Hvis et barn ved fødslen er meget svag og det skønnes, at en præst ikke kan nå frem, kan forældre eller sygeplejerske døbe barnet. Det kaldes nøddåb.